Naturvandring på Amager Fælled på Store Vandredag
Lørdag d. 4. maj kl. 10:00 - 15:00

Naturvandring på Amager Fælled på Store Vandredag

Amager Fælleds Venner inviterer til naturvandring på Amager Fælled lørdag den 4. maj. Det sker som led i
Store Vandredag, Amarminoen, der arrangeres af Naturpark Amager.

Der er mange forskellige aktiviteter på Store Vandredag. Det samlede arrangement starter klokken 10 og slutter klokken 15.

Du kan møde Amager Fælleds Venner i vores bod ved startpunktet på plænerne ved indgangen til Amager Fælled overfor DR Byen. Her kan du deltage i forskellige naturquiz, få nogle af vores materialer og høre mere om kampen for at bevare Amager Fælled.

Det er også her mødestedet er for naturvandringen på Amager Fælled i tidsrummet klokken 11-13.

Vi vil bevæge os igennem dyrefoldene og kigge efter forårstegn i naturen. Vi ser på og forklarer den forandring og forbedring af naturindholdet, som kvæg og heste har skabt gennem de sidste ni år i foldene. Særlig opmærksomhed vil være på insekter herunder galler og miner, samt blomsterplanter og fuglelivet netop nu.

Husk påklædning efter vejrliget og solidt fodtøj til færdsel udenfor grusstierne. Tag meget gerne din Amager Fælled bluse på. Turen vejledes af Oskar Zytnik og Per Tejsner.
Vel mødt til en skøn dag i den vilde natur.

Mødested koordinater: 55.6543980, 12.5883328

Sted

Amager Fælled